Ole Bjørn Nielsen

Ole er født på Gammel Banegårdsvej i Helsingør. Familien flyttede kort efter til bebyggelsen "Sing-Sing" på Rosenkildevej. I 1936 eller 1937 flyttede familien til Lappen 2 f, hvor Ole voksede op.

Ole begyndte på Lundegade Skole i 1942. I 1950 startede han i en nyoprettet præliminærklasse og tog i marts 1952 præliminær- eksamen med flotte karakterer. 1. maj 1952 begyndte Ole som trafikelev på Jernbaneskolen i København og kom medio juni til Tølløse station. I januar 1953 til Næstved og 15 måneder senere til Forlev station ved Slagelse. Har senere gjort tjeneste i "1701", Københavns Godsbanegård, Generaldirektoratet, Helsingør og Københavns Hovedbanegård, hvor han blev udnævnt til stationsleder 1.juni 1991. Aftjente værnepligt ved Sjællandske Telegrafregiment i Høvelte og på Hærradio Bornholm i 1955/56. Søgt afsked fra DSB med udgangen af april 1995 - efter 43 års tjeneste.

Oles selvportræt:

Jeg er født i Helsingør den 10. januar 1935 med overlagte tæer og ansigtsstruktur som hakket flæskefars. Det sidste var storesøster Lis's kommentarer til lillebror Oles udseende. De overlagte tæer har jeg også stadig. Mellemnavnet "Bjørn" gav mine forældre mig efter daværende, konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft. Lidt uforståligt i betragtning af, at min fars politiske synspunkter dengang lå temmeligt langt ude på venstrefløjen. Vi boede dengang på Gammel Banegårdsvej, men allerede 6 måneder gammel kom jeg i "Sing-Sing" - øgenavnet for en bebyggelse i det vestlige Helsingør. Jeg slap ud af Sing-Sing efter ca 1 år, hvor vi flyttede til Lappen 2f. Her tilbragte jeg hele min barndom i et Eldorado for børn - nær skov og strand og med mange legekammerater af alle køn. Vi kaldte os "Lappedrenge" - noget vi selv regnede som en kvalitetsbetegnelse, men som i andre dele af byen blev opfattet noget anderledes.

Jeg startede min skolegang på Lundegade skole i april 1942 - midt under besættelsen. Da tyskerne beslaglagde skolen til lazaret, måtte vi gå i skole i tilfældige ledige lokaler rundt om i byen. De yngste klasser blev henvist til undervisning om eftermiddagen. Efter 4. klasse ønskede skoleinspektøren, at jeg blev overflyttet til Realskolen. Men det ville jeg ikke, bl a fordi jeg havde fået at vide, at alle nye elever fik "Basseklø" og buksevand - og fordi jeg jo så skulle skilles fra mine hidtidige skolekammerater. Hverken trusler eller løfter kunne rokke ved min beslutning, men jeg fortalte aldrig mine forældre den egentlige årsag. I stedet måtte jeg love, at jeg ville fortsætte på et nyoprettet præliminærkursus på Lundegade skole. Jeg sluttede efter 10 års skolegang med en ret pæn præliminær- eksamen - den bedste man hidtil havde set i Helsingør (pral-pral), men der havde nu også kun været 2 små hold før mit.

Eksamensresultatet gav mig mulighed for at søge ind til "De Danske Statsbaner" og den 1.maj 1952 blev jeg antaget som trafikelev. Efter et kort ophold på jernbaneskolen flyttede jeg hjemmefra som 17 årig for at "stå på egne ben" i Tølløse. I uddannelsestiden gjorde jeg også tjeneste i Næstved og i Forlev (ved Slagelse).

Jeg aftjente min værnepligt ved Sjællandske Telegrafregiment - først i Høvelte, senere som radiotelegrafist ved Hærradio Bornholm, hvor jeg havde mine kronede dage - med kvart løn fra DSB og 12 kr i ugepenge fra militæret. "Sold" kaldtes soldaterlønnen, selvom guderne må vide, hvor meget der kunne soldes for 12 kr om ugen.

Efter soldatertiden blev jeg stationeret på Københavns Godsbanegård, der dengang ikke havde det bedste ry. Jeg var derfor på nippet til at søge min afsked og ville i stedet tage ud at sejle som telegrafist. Det frarådede min far, der sagde, at jeg ikke skulle lytte til rygter, men danne mig min egen mening om tingene. Kloge ord - og jeg blev 15 år på Godsbanegården.

Derefter fulgte 7 år i Generaldirektoratet, hvor jeg bl a også underviste som lærer på jernbaneskolen. Og her blev min lykke gjort: Jeg mødte Ellen.

Jeg var så småt ved at være træt af den daglige togrejse mellem Helsingør og København og søgte derfor en ledig stilling i Helsingør. Kort efter flyttede vi til Hellerup, og jeg genoptog så de daglige ture på Kystbanen, nu bare i omvendt rækkefølge. 7 år var jeg i Helsingør, inden jeg atter havnede i København, hvor jeg nu slutter min karriere på Hovedbanegården - efter 43 spændende år "på banen".

At det blev DSB skyldtes især 2 ting: Min far havde oplevet 30'ernes arbejdsløshed og ønskede mig et sikkert job - med pension, og min onkel Aage var dengang trafikassistent og kunne anbefale mig det afvekslende job som jernbanemand. Egentlig ville jeg hellere have været arkitekt. Jeg elskede at tegne og havde ret gode evner i matematik og geometri. Men skæbnen ville det altså anderledes.

Jeg har rejst en del i det meste af Vesteuropa - fra Grækenland, Italien og Spanien i Syd til Norge i Nord. Tilbage på ønskesedlen står en tur til De vestindiske Øer og en safaritur i Afrika.

Jeg elsker mest: Ellen, personlig frihed, børn og mørbradbøf. Jeg hader mest: Løgnagtighed, manglende ordholdenhed og stegt lever. Jeg sætter stor pris på: Familien, gode venner og orden (det sidste grænser til en perfektionisme, der virker irriterende på mine omgivelser - jeg ved det godt, men kan ikke gøre for det. Jeg har arvet det fra min far). Jeg bryder mig ikke så meget om: For store forandringer i dagligdagen, åbne skabsdøre og tuber, der er trykket på midten. Mine planer for nærmeste fremtid: At få færdigbygget modelbanen (de planer har jeg haft i 10 år), færdiggøre mine barndomserindringer, nyde friheden og få ryddet op i kælderrummene.

Ole Bjørn Nielsen, Hellerup i april 1995.

PS. Mine Barndomserindringer blev færdiggjort i slutningen af 1996